Costa Rica 2025

Jeg rejser (rejste) på tur med Viktors Farmor i Costa Rica marts 2025. Forhåbentlig en rigtig spændende tur med rigtig mange naturopleveser.

Som sædvanligt lægger jeg billederne ind i Google Foto efterhånden som det er muligt. Vi er varslet ringe WiFi dækning, men mon ikke det bare er for at være dækket ind. Billederne vil løbende blive lagt i albummet, og som altid, når jeg nok aldrig at få redigeret yderligere 🙂

Viktors Farmor har en fyldig rejsebeskrivelse. Den kan du læse nedenfor, skulle det have interesse.

Costa Rica betyder “rig kyst”, og det er bestemt også rigtigt. Men landet gemmer på endnu flere utrolige oplevelser inde i landet. I området omkring Monteverde kan vi spotte den koniske vulkan Arenal, der fortsat er den mest aktive vulkan i Costa Rica. I Tortuguero sejler vi i mangroven, som rummer et væld af dyr og fugle. Vi vandrer i forskellige regnskove, går på hængende broer, sejler på floder, og så skal vi på en tur med fokus på produktionen af chokolade. Der er masser af flotte naturoplevelser, fugle- og dyreliv samt tid ved nogle af de flotte strande på vestkysten.

Den gængse måde at hilse på er typisk med ordene “Pura vida”. Det betyder løst oversat “Ta’ det roligt” og passer meget godt på livsfilosofien i landet. Hermed ikke sagt, at costaricanerne er dovne, det er mere en måde at anskue livet og dagligdagen på – at leve i nuet og sætte pris på det man har og ikke mindst passe på naturen omkring én. 

Dag 1

Afrejse fra Danmark

Afrejse fra København. Med en mellemlanding flyver vi til San José.

Vi ankommer til San José om aftenen, hvor vi indkvarteres på vores hotel.

Måltider: På flyet

Overnatning: San José

Dag 2

Fra San José til Tortuguero Nationalpark

Vi kører mod den caribiske kyst. Vi passerer store bananplantager, der har enorm betydning for Costa Ricas økonomi. Vi kører gennem Braulio Carillo Nationalparken og spiser en typisk costarikansk morgenmad i Guapíles. Vi skifter bussen ud med både, og vi sejler op ad den lange lagune, der er adskilt af en tynd landtange mod det Caribiske Hav. Undervejs ser vi mange fugle. Lagunen er omgivet af en tæt, ugennemtrængelig sumpskov i mange grønne nuancer. Efter ca. 1½ time når vi frem til vores lodge, hvor vi skal bo de næste to nætter. Når vi har tjekket ind spiser vi frokost.

Sidst på eftermiddagen besøger vi den lille hyggelige by Tortuguero. Man kan besøge Caribbean Conservation Centre, som beskæftiger sig med bevaringen af havskildpadder.

Vi slutter dagen af med en middag på vores lodge.

Overnatning: Tortuguero

Dag 3

Tortuguero Nationalpark til vands

Vi vågner denne morgen til lyden fra junglens fugle. Måske vækkes vi af et dybt og rungende brøl fra en brøleabe. Når først den ene abe går i gang med at kalde, bliver råbet snart besvaret af andre aber i området. Brøleabens kald kan høres op til flere kilometer væk. Og vækker i øvrigt regnskovens andre beboere, der hurtigt begynder at kvidre, kagle, summe og afgive støj generelt, mens solen står op.

Vi udforsker Tortuguero Nationalparken i båd allerede inden morgenmaden. I små motorbåde sejler vi ud på floden, mens de første solstråler når op over skovkanten og kaster lys på den tætte regnskov, der omgiver os. Vi sejler ad smalle kanaler, hvor vi kan se hejrer, krokodiller, brøleaber, edderkoppeaber, og leguaner, og vi kommer tæt på mange mærkværdige planter og træer.

Sidst på eftermiddagen sejler vi endnu engang ud på kanalerne og lader junglens lyde, dufte og spektakulære syn omslutte os i vores spejden efter flere fugle, dovendyr, aber og de udryddelses truede grønne ara papegøjer.

Efter frokost er dagen fri til f.eks. at vandre en tur i regnskoven eller til afslapning ved poolen.

Overnatning: Tortuguero

Dag 4

Fra Tortuguero til Sarapiquí

Efter morgenmaden sejler vi tilbage til havnen, hvor vores bus venter os. På vores vej ind i landet spiser vi frokost i Guapíles.

Vi fortsætter gennem betagende landskaber til Sarapiquí, hvor vi ankommer midt på eftermiddagen.

Det sidste af eftermiddagen kan bruges til at slappe af og nyde hotellets faciliteter. Man kan orientere sig yderligere på hotellet eller med sin rejseleder og lokalguide om ekstra aktiviteter. 

Overnatning: Sarapiquí

Dag 5

Chokoladeproduktion og besøg på Don Rodolfos økologiske landbrug

Chokoladeturen giver et indblik i produktionen af en af menneskehedens yndlingsspiser – den fine chokolade. Kakaobønnen stammer fra Mellemamerika og har en særlig historie. Det var en af de vigtigste afgrøder for maya- og aztekerkulturerne, som den også blev det for andre befolkningsgrupper i Mellemamerika.

Med opdagelsen af Amerika blev chokolade introduceret i Europa og blev hurtigt et eftertragtet produkt. Vi ser hvordan kakaotræet blev dyrket mellem andre træer i tidligere tider, og får lejlighed til at følge hele processen fra bønne til færdigt produkt – og så er der selvfølgeligelig lejlighed til at smage.

Vi spiser frokost hos familien Gomez på deres gård, Finca Surá i Chilamate de Sarapiquí.

Don Rodolfo viser os med stolthed sine plantager med citrustræer, maniok, sukkerrør og ananas. Mange andre træer med spiselige frugter gror her og der høstes forskellige ting året rundt. Der er også kaneltræer og peberbuske. Det hele er dyrket økologisk  med stor hensyntagen til dyrelivet og miljøet, og Don Rodolfo fortæller om sine dyrkningsmetoder og sin opfattelse af det naturlige kredsløb.

Overnatning: Sarapiquí

Dag 6

Via Arenal-søen til Monteverde

Vi kører til bredden af Arenal-søen og fortsætter langs den. Her kan vi nyde storslåede udsigter. Søen er omgivet af frodig vegetation og grønne bakker. Ved enden af søen ses den majestætiske vulkan Arenal, hvis aktivitet varierer. Indtil 2010 var den meget aktiv. Ofte kunne man se flydende rød lava og glødende sten, der kastedes gennem luften. Nu hviler den. Ingen ved hvor længe. Men med sin symmetriske form, der rager op i det flotte landskab, er vulkanen smuk og majestætisk.

I dag er en lang køredag, men undervejs er små oplevelser gemt, som f.eks. træet i San Muelle de San Carlos, der beboes af store leguaner.

Vi kører til sidst ind i de mystiske bjergregnskove. Bjergregnskovene adskiller sig fra lavlandsregnskovene ved at de ofte er indhyllet i drivende skyer, derfor kaldes de også ofte for tågeskove. Her vokser mange forskellige epifytter (planter der vokser på andre planter uden at snylte på dem). Mange af dem er orkidéer og arter fra ananas-familien.

Disse fascinerende tågeskove huser den berømte og meget smukke Quetzal fugl, som havde stor betydning for Mayaerne. Quetzal betyder på Mayaernes sprog ”halefjer” og refererer til hannens 60 cm lange metalgrønne skinnende halefjer, som hos de første Mayafolk i Guatemala blev brugt som penge. Fuglen er et symbol på frihed i Mayafolkets kultur.

De drivende skyer, som omkranser de krogede træer, mosserne, lianerne, epifytterne og de utallige bregner udgør tilsammen en fortryllet verden af former og farver, hvis lige ikke findes andre steder på kloden, og når vi i morgen vandrer i skoven er det med en følelse af at befinde sig i en overjordisk verden af mystik og skønhed.

Ankomst til Monteverde, hvor vi har to nætter.

Overnatning: Monteverde

Dag 7

Monteverdes tågeskov og de hængende broer

Vi besøger Selvatura Park. Her vandrer vi på de flotte naturstier samt hængende broer, hvor vi kan se mange forskellige fuglearter og andre dyr. Vi lærer om tågeskovenes mangfoldighed. Vi skal over 8 hængebroer, hvoraf den længste er 170 meter.

Området her er enhver fugleinteresserets paradis. Den farvestrålende Quetzal kan man være heldig høre eller måske endda spotte. Også trelappet klokkefugl, Motmot, den orangebuet Trogon og mange andre fuglearter ses ofte her.

Af andre dyr i parken kan vi være heldige at støde på bæltedyr, næsebjørne, snohalebjørne, Ozelot katten, dovendyret og de tre abearter – brøleaben, kapucineraben og edderkoppeaben.

Bagefter besøger vi krybdyr- og paddeudstillingen, hvor vi kan opleve nogle af de smukkeste levende eksemplarer af firben, slanger og frøer fra hele Costa Rica. Dyrene lever i specielle terrarier, som er indrettet i stil med dyrenes naturlige habitat.

Om eftermiddagen er der tid på egen hånd som kan bruges omkring lodgen eller til at tilkøbe ekstra aktiviteter i Selvatura Park.

Overnatning: Monteverde

Dag 8

Tarcolesfloden, krokodiller og fugle

Vi kører sydpå, og undervejs sejler vi ud på Tarcolesfloden for at se krokodillerne. Det er et opsigtsvækkende syn, når de store fortidsdyr dovent holder øje med os fra vandskorpen. Der er set krokodiller på over 7 meter. Vi sejler ind i deltaet ved Tarcoles floden tæt på Carara Nationalpark. Området er omgivet af mangrove træer og placeret på et sted, hvor det bugner af dyre- og fugleliv.

Det er hjemsted for op til 250 fuglearter som f.eks. tangaer, trogoner, piroler og kolibrier. Vi har to overnatninger på lodge i naturen.

Overnatning: nær Tárcoles

Dag 9

Carara Nationalpark

Carara Nationalpark har tre vækstzoner, som er ret interessante. Der er fugtig, tropisk regnskov; en overgangszone og en zone med bjerg-regnskov. Parken har det fineste hårdttræ i landet, og der er mange forskellige arter.

Dette fredede område er kendt for de mange røde papegøjer (Ara Macau). Der er omkring 320 papegøjepar, der yngler i Nationalparken.

Vi følger forskellige stier og kan være heldige at se brøleaber, kapucineraber, klamreaber, dovendyr, leguaner, amerikanske krokodiller, de truede sort-grønne giftige pilefrøer og mange eksotiske sommerfugle. Også ozelotter findes her, men de ses sjældent.

Overnatning: nær Tárcoles

Dag 10

Rainmaker park til Manuel Antonio

Vi kører mod Stillehavets kyster. I løbet af få timer oplever vi et utroligt skift fra de drivende fugtige bjergregnskove til det meget tørre flade landskab nedenfor bjergene.

Efterhånden som vi kører sydover kommer vi ind i den fugtigere zone og oplever igen en forvandling fra den tropiske løvfældende skovtype til tropisk regnskov.

Undervejs gør vi et stop ved Rainmaker Park. Denne park giver en enestående oplevelse i en af de mest biologisk mangfoldige regnskove i Costa Rica. Ruten fører dig ad snoede veje omgivet af frodige regnskove og panoramaudsigter over havet. Ved ankomsten til Manuel Antonio mødes man af uberørte strande, et rigt dyreliv og en overflod af udendørs aktiviteter.

Overnatning: Quepos

Dag 11

Manuel Antonio Nationalpark

I dag besøger vi Manuel Antonio Nationalpark. Parken beskytter 16km2 regnskov og grænser op til smukke strande. På stierne inde i parken har vi mulighed for at observere fugle og forskellige dyr. Vi støder måske endda på egernaber.

Eftermiddagen er fri til afslapning.

Overnatning: Quepos

Dag 12

Ad den alpine vej og Dødens Bjerg til Gerardo de Dota

Efter morgenmaden kører vi ad en meget smuk rute gennem San Isidro del General og over Cerro de la Muerte, Dødens Bjerg, en vej, der i gamle dage overraskede de mest uforberedte rejsende. Her højst oppe i Costa Rica har vi naturligvis flotte udsigter over Central Valley.

Vi holder frokostpause undervejs og går en tur om eftermiddagen for blandt andet at spotte fugle og især den smukke Quetzal fugl, som lever i disse egne, inden vi kører til vores lodge.

Overnatning: Gerardo de Dota

Dag 13

Irazú vulkanen og San José

Vi starter dagen med en tidlig morgengåtur før morgenmad for at fortsætte vores søgen efter fugle og i særdeleshed Quetzal-fuglen.

Efter morgenmaden fortsætter turen til Irazú. Irazú vulkanen er placeret ved bjergkæden Cordillera Central, som ligger få kilometer fra den gamle hovedstad Cartago.

Irazú vulkanen er den største aktive vulkan i Costa Rica. Den var sidst rigtig i udbrud i 1963. I 1994 var der et mindre udbrud.

På vej til Irazú passerer vi alle former for planteliv, kæmpe bregner og kaffeplantager. Turen tager os op til en fantastisk udsigt over det kæmpe krater fra vulkanen, som er hjemsted for en lagune med mystiske grønne nuancer omkranset af de takkede klippestykker.

Det siges, at på en skyfri klar dag kan man fra toppen se både Atlanterhavet og Stillehavet. Det skal dog nævnes, at der for det meste er skyer.

Fra Irazú vulkanen er der en relativ en kort og behagelig køretur til San José (ca. 25 km.)

Vi har sidste overnatning i San José.

Overnatning: San José

Dag 14

San José bytur – Afrejse

Efter morgenmad vandrer vi en tur i San José og lærer lidt om byen. Der bliver også tid til at se det imponerende Guldmuseum. De forskellige fund er meget smukt præsenteret, det er en fornøjelse at besøge dette museum.

Derefter har vi en sidste fælles frokost, før vi gør klar til afrejse.

Om eftermiddagen kører vi til lufthavnen, og hjemrejsen begynder.

Dag 15

Ankomst til Danmark

Ankomst til København.

TOP